Pork Belly Buns - vietnamesiske bao med braiseret svinebryst

Pork Belly Buns - vietnamesiske bao med braiseret svinebryst

til 4 personer

Ingredienser

  • 370 gram - hvedemel
  • 25 cl - vand
  • 2 spsk - sukker
  • 25 gram - gær
  • 1 spsk. - bagepulver
  • 1 spsk. - vindruekerneolie
  • 1 skvæt - sesamolie
  • 1 tsk. - salt

Sådan gør du

Bao stammer fra det asiatiske køkken og er små dampede boller med fyld. Bao stammer oprindeligt fra det gamle Kina men de kommer i utallige variationer fra forskellige køkkener. Her har jeg lavet en vietnamesisk variation, der minder om den, der fås hos restauranten Lé Lé i København. Den kendte michelin kok David Chang, der blandt andet har den berømte restaurant Momofuku i New York City laver også en rigtig god og populær steamed pork bun.

Denne opskrift laver ca. 12 bao - nok til 4 personer. 

Opløs gær, sukker, bagepulver og salt i vandet og tilsæt vindruekerneolie og hvedemel til du har en dej, der kan æltes. Ælt dejen smidig og elastisk i mindst 10 minutter og sæt dejen til at hæve overdækket i mindst halvanden – gerne to-tre timer.

Når dejen har hævet deles den i to lige store dele, der rulles i to pølser. Herefter skæres små lige store boller (ca. 6 stk. af hver rulle), der rulles kuglerunde og lægges på et skærebræt eller et melet bord med et hviskestykke over i 20 minutters tid.

Efter 20 minutter rulles hver bolle ud i en aflang oval, der pensles med sesamolie og foldes over på midten. Sesamolien forhindrer dem i, at klistre sammen. Overfør hver bao til et lille kvadratisk stykke bagepapir og lad dem hæve en sidste gang i 10 minutter.

Bring en gryde vand i kog og sæt en bambus steamer over gryden med bao. Damp dem i 5-8 minutter.

Nu er det op til dig, at være opfindsom med fyldet til dine bao. Her har jeg langtidsbraisseret svinebryst i min Sous Vide (vandbad, der holder temperaturen i mange timer, hvor man kan tilberede fødevarer under vakuum). Det kan dog også laves i ovnen. Som smagsgiver har jeg brugt soyasauce, fishsauce, risvin, sesamolie, peber, chili, ingefær, hvidløg, koriander, kommen, fennikelfrø, honning og peber. Dressingen som kødet har ligget i koges ind, og man kan enten røre en mayonnaise med den afkølede sauce eller koge den helt ind til en sirup, og pensle sine bao. Du kan også bruge kylling, tofu, oksekød, rejer, fisk og lignende i dine bao. I min favorit er der altid friske koriander, forårsløg, chili og agurk.

Bao kan sagtens fryses ned og varmes op igen i steameren. Det er faktisk ikke så svært som man skulle tro.

Tilbage til opskrifter