Lynstegt oksehøjreb med syltede agurker, koriander og forårsløg

Lynstegt oksehøjreb med syltede agurker, koriander og forårsløg

til 4 personer

Ingredienser

  • 200 gram - godt oksekød fra slagteren
  • 1 stk. - snack agurk
  • 1 spsk. - sukker
  • 1 tsk. - salt
  • 1 dl. - eddike
  • 1 dl. - vand
  • 1 stk. - laurbærblad
  • 5 spsk - soya
  • 2 spsk - sesamolie
  • 1 spsk. - fishsauce
  • 1 spsk. - risvin
  • 1 stk. - rød chili
  • 2 spsk - sesamfrø
  • 2 spsk - ingefær
  • 1 spsk. - smør
  • 1 spsk. - vindruekerneolie
  • 5 stk. - forårsløg
  • 1 håndfuld - koriander

Sådan gør du

Køb et rigtig godt stykke kød hos din slagter. Hellere gå ned på udskæringen og så få et stykke kvalitetskød, der er velhængt, end at købe noget skidt i supermarkedet. For at spise så rødt kød som i denne ret, skal kødet have en mørhed og god smag.

Begynd med agurkerne. Skær agurkerne ultra tyndt – evt. på et mandolinjern. Opløs sukker og salt i vand og eddike, og bring det i kog med et laurbærblad og et par peberkorn. Sluk for blusset og lad lagen køle lidt af, inden den hældes over agurkerne. Sæt de syltede agurker i køleren og tag samtidig kødet ud og krydr det med salt og peber.

Lav en dressing ved at blande soya, sesamolie, risvin, fishsauce, ingefær, chili, sesamfrø og peber sammen. Snit forårsløgene groft i den grønne ende og fint i den hvide ende og pluk bladende af korianderstilkene.

Steg nu kødet på en virkelig varm pande i olie. Det er op til dig, hvor meget du vil stege det og det afhænger jo også af kødets størrelse og tykkelse. Men giv det ikke mere end et par minutter på hver side. Når kødet er vendt 2 gange tilsættes en fornuftig skefuld smør til panden, og det smeltede smør kan hældes over kødet med en ske, for at få ydersiden sprød og lækker.

Lad kødet hvile i 5 minutters tid og tag da en utroligt skarp kniv og skær papirtynde skiver. Husk(!) at skære kødet i den rigtige retning på tværs af kødfibrene.

Tag et fad og spred først lidt dressing ud på det. Læg derefter kødet ud efterfulgt af de fine syltede agurker (eller åkander). Fordel derefter forårsløg og koriander over fadt og tilsæt resten af dressingen. Velbekomme.

Tilbage til opskrifter