Bagte abrikosblommer med syrlig flødeskum og karamelliserede mandler

Bagte abrikosblommer med syrlig flødeskum og karamelliserede mandler

til 6 personer

Ingredienser

  • 12 stk. - modne abrikosblommer (andre typer blommer kan også bruges)
  • 150 gram - creme fraiche
  • 25 cl - piskefløde
  • 40 gram - sukker
  • 100 gram - mandler
  • 2 tsk - salt

Sådan gør du

Begynd med at karamellisere mandlerne. Det gøres ved først at komme sukkeret på en pande for middel varme. Hold øje med sukkeret når det smelter, og vend det gerne rundt på panden. Så snart sukkeret er smeltet, skrues der ned for blusset, og mandlerne vendes i karamellen – drys salt over mandlerne. Når alle mandler er vendt i karamellen skal de af panden og køles af på et stykke bagepapir.

Vask blommerne og skær dem over i to stykker på langs og fjern stenen. Blommerne kommes i et ildfast fad med kødsiden opad. Bag dem i ovnen på 200 grader i 25 minutter eller indtil de er helt bløde og saftige.

Imens blommerne er i ovnen piskes fløden med vaniljesukkeret til flødeskum – den skal være forholdsvis stiv. Vend derefter creme fraiche i flødeskummen og smag til - Hvis du kan lide creme fraichens syre i flødeskummen kommes der mere i - det går rigtig godt til de bagte blommer.

Hak til sidst mandlerne i den størrelse du foretrækker.

Når blommerne er færdigbagte, anrettes en tallerken blomme, flødeskum og mandler, og desserten er klar til servering.

Tilbage til opskrifter