Disse lækre og friske forårsruller har vi begge spist mange gange og i forskellige varianter. De er rigtig gode som snacks, forret og som mellemmåltid. De kan i begyndelsen være lidt bøvlede at rulle, men øvelse gør mester! Derudover er de sunde og ret hurtige at lave. Nyd dem for guds skyld med den lækre goma-sauce, der er lavet på sesamolie og med den japanske øl SAPPORO!
Her har vi lavet vietnamesiske forårsruller med et lækkert andebryst.
Til 8 hele ruller
Rispapir
Andebryst à 300 g.
Forårsløg
Romainesalat
Chili
Koriander
Goma-sauce
Begynd med at ridse skind-siden på andebrystet med en skarp kniv. Gnid salt, peber og olivenolie ind i ridsene, og varm en pande op. Steg andebrystet ved hård varme på skind-siden i 4 min. og efterfølgende i 8-10 min. under låg. Vend derefter andebrystet og steg det på den anden side i 2 min. Lad derefter andebrystet hvile i 10 min. og du har et flot stykke rosa andebryst.
Skyld og snit alle grøntsagerne fint og skær andebrystet for i tynde skiver.
Nu er du klar til at lave forårsruller. Dyp rispapiret en af gangen i en skål med vand i 10 sekunders tid. placer en tilpas mængde grøntsager og to skiver and på den nederste af rispapiret og rul den så stramt som muligt. Hvis det hele skal være være lidt artsy fartsy, kan enden af forårsrullen skæres af i en vinkel, så det hele ser lidt fint ud. Server disse forårsruller med rigeligt goma-sauce, som kan købes i diverse asian-market eller hos sticks n sushi – Velbekomme, eller som man i Vietnam ville sige: Chúc ngon miệng!!!

JAA vietnamesisk mad er det bedste, mere af det!! Ku også rigtig godt tænke mig at se en god vietnamiese opskrift på suppe med tynde oksekødsskiver. xx N